Fra 1. januar 2018 kan Grundejerforeningen Boelsvang ikke længere forlange at medlemmerne skal betale for tilslutning til en fælles TV-forsyning. Kravet om deltagelse i fælles TV-forsyning i ordensreglerne skal derfor omformuleres. Nye ordensregler vil blive forelagt generalforsamlingen til godkendelse. Der er fortsat totalforbud mod opsætning af antenner af enhver art.
Grundejerforeningen vil fortsat administrere det fælles TV-anlæg, og har lov til at opkræve et administrationsgebyr herfor. Dette gebyr skal betales af alle matrikler, selvom ikke alle er tilkoblet det fælles anlæg. Kontingent til grundejerforeningen vil derfor i 2018 bestå af et grundbeløb og et administrationsgebyr, som alle matrikler skal betale. Herudover vil der være en betaling for TV-tilslutning, som kun betales af de matrikler der modtager TV signal.
Med baggrund i ovenstående har bestyrelsen besluttet at den enkelte matrikel kan framelde sig modtagelse af Tv-signal pr. 30/6 og pr. 31/12 til udtrædelse 6 måneder senere. Hvis man skriftligt inden 31/12-2017 meddeler kassereren, at matriklen ikke længere ønsker at modtage TV signal, vil det blive slukket 30/6- 2018, og betaling herfor vil ophøre.
Kontingent, administrationsgebyr, og kabel-tv-udgift vil blive fremlagt på generalforsamlingen.